Skove og plantager på Bornholm

Midt i 1700 - tallet blev der om de bornholmske skove skrevet (Thurah),"at der endnu var en del, men af langt mindre betydning end før i tiden.
De bedste skove forekom på Nordbornholm, hvor der i Olsker og Rø var birketræer i en temmelig mængde".

År 1800 blev øens skovareal opgjort til 2258 ha, svarende til en skovprocent på 3,9. Samme år kom Hans Rømer til Almindingen, og hans opgave var at genoprette den gamle skov, der kun bestod af 165 ha gammel "pjusket skov«. Årene 1803-1805 såede han rødgran og lærk i sin planteskole, og det var første gang i nyere tid, at disse træ-arter havde vokset i bornholmsk jord. Få år senere blev også oldenbøgen genindført til øen.Arbejdet med at indhegne Almindingen blev gjort færdigt i 1809, og herefter var der godt 800 ha gammel højlyngsjord inde bag det 1,5 m høje og 10 km lange kampestensgærde til skovopdyrkning. Sandflugten var som andre steder i landet en stor trussel mod øens landbrugsarealer, og 1820 påbegyndtes tilplantningen af det 535 ha store sandflugtsområde mellem Rønne og Hasle. Også i sandflugtsområdet mellem Balka og Boderne blev sandet dæmpet ved plantning af den skov, der i dag omfatter den godt 750 ha store Strandmarken. De bornholmske udmarker med Højlyngen havde i umindelige tider ligget hen til fælles afbenyttelse. Dette fællesskab blev ved lov hævet, og i 1842 bestemtes det, at af de fælles udmarkers arealer 11500 ha, skulle de 2365 ha indtages til skovtidplantning for kongelig regning og at 8965 ha skulle fordeles på samtlige øens landsogne. Af statens 2365 ha blev de 550 ha udlagt til »skovopelskning« omkring Lundehuset i Klemensker sogn, det nuværende Rø Plantage, medens de resterende godt 1800 ha blev lagt til Almindingen som Vestre og østre Indlæg. Rø Plantage blev også indhegnet med et stengærde, og i årene 1865-74 foretog man tilsåning at arealet med skovfyr, rødgran og lærk. Først senere er bøg, eg, ædelgran og andre løvtræer udplantet i skoven. Af de 8965 ha udmark, der tilfaldt landkommunerne, blev de 2282 ha udlagt til skovtilplantning. Denne tilplantning eller rettere tilsåning påbegyndtes i den gamle Højlyngen i 1868. Den blev foretaget på samme måde som i Rø Plantage, blot blev der lagt større vægt på rødgranen. På denne måde kom en stor del af den gamle Højlyngen under skovkultur, og i stedet for lynghede strakte skoven sig nu i et sammenhængende bælte fra Vestermarie Plantage i vest over Vestre Indlæg, Almindingen, Østre Indlæg, Aaker, Aakirkeby, Pedersker, Østermarie, Poulsker og Bodilsker plantager til Ibsker Husmandsplantage i øst nogle få kilometer nordvest for Nexø. Derudover blev Blemmelyng tilplantet med Nylars og Knudsker Plantager. Nyker Plantage blev anlagt nord for Almindingen og videre mod nord en del af østerlars Plantage (Stavedal). Endnu nordligere kom Klemensker Plantage og sydøst for Rø Plantage en anden del af Østerlars Plantage. Endelig blev Rutsker Plantage anlagt nordvest for Rø Plantage.Foruden i landkommunerne blev der også i købstædeme foretaget skovtilplantning på de tidligere ud-marker. Rønne påbegyndte skovtilplantningen af godt 200 ha udmark i 1845. Aakirkeby plantede 66 ha og Nexø 5,5 ha. Senere er der ved Svaneke anlagt to skove, Sydskoven på 14 ha og Nordskoven på 22 ha.  Statsskoven. Skovområdet sydøst for Hammemhus blev i 1908 købt af staten og underlagt BornhoIms skovdistrikt. Arealet var på 148 ha og bestod for det meste af naturskov med eg, birk og avnbøg. Senere er der plantet skovfyr, rødgran og bøg ind i området. Foruden de plantede skove har Bornholm en helt anden type skove, bondeskovene, og øen er kendt for sin rigdom på disse. Tidligere var det sådan, at næsten hver eneste bondegård havde sin egen skov. Disse gårdskove findes endnu i stort tal, særlig på Østbomholm, og de er blandingsskove med eg, ask og kirsebær som de dominerende træarter. Mange af disse bondeskove har imidlertid lidt megen overlast de sidste 40 - 50 år. Enkelte er helt fældede, aldre har ændret karakter, fordi højskovens århundredegamle ege og aske, der jo periodevis har repræsenteret en ikke ringe værdi, er blevet fældet. Men hvad der vel næsten er værre er, at man mange steder efter fældning har indplantet rødgran, hvorved de gamle bondeskove helt mister deres umiddelbare charme, og hvorved det bornholmske landskabs specielle karakter fra gammel tid forsvinder. Galleriskove. I sprækkedalene findes den mest oprindelige plantevækst, vi har på øen. Sprækkedalskovene kan betragtes som virkelige naturskove, fordi de gennem tiderne i høj grad har ligget uberørte hen. Som de ses i landskabet, ligner de gallerier, der i snorlige rækker fører fra øens indre ud mod kysten.  I dag dækker øens skove et areal på 12235 ha, hvilket svarer til en skovprocent på 20,8, den højeste blandt landets amter. Ikke nok med det. På grund af de talrige småskove er Bornholm ligeledes det amt, der har den største længde af skovbryn pr. skovareal, 136 m/ha samt den største længde af skovbryn pr. samlet areal, 28,2 m/ha, mere end dobbelt så meget som nr. 2 Vejle Amt med 13,9 m/ha. Skovbryn er et væsentligt element i landskabet, og længden af skovbryn pr. arealenhed er et relativt udtryk for skovbrynenes landskabelige virkning. Førstehåndsindtrykket af øen er således også, at man uanset i hvilken retning, man vender blikket, vil møde skov.

  Index Side: Natur - Former

Zum Index Bornholm.net  

Startsiden til Bornholmerguiden