Bronzealderen

Fra 1800 f. Kr. indførtes bronzen som et nyt råstof til udformning at redskaber og smykker

Bronzen havde flere fordele, men råmaterialerne måtte tilføres fra egne, som lå langt fjernere end dem, hvorfra man hidtil havde hentet flint.

I bronzealderen var landbruget fortsat det dominerende erhverv. Agerdyrkning fandt sted, og knoglefund viser, at husdyrhold med okse, svin og får også var af betydning. De arkæologiske levn består hovedsagelig at gravfund. Dertil kommer helleristninger på klippeflader og løse klippeblokke.

Der findes oplysninger om mindst 800 storhøje, men da de hovedsagelig har været knyttet til den bedste landbrugsjord, er det sandsynligt, at endnu flere høje er sløjfet i tidens løb.Omkring 1000 f.Kr blev ligbrænding den enerådende gravskik. Lerurner med de brændte knoglerester blev ofte sat under lave stenhøje, såkaldte røser. Røserne kan ligge samlet i hele gravfelter, med fra 20 op til 100 røser. Der anslås at have været mindst 3000 røser på Bornholm, hvoraf størsteparten imidlertid nu er sløjfede.

Fra slutningen at bronzealderen kendes, som noget specielt for Bornholm, også skibsformede røser. De findes ofte i grupper og altid i umiddelbar nærhed at de almindelige røser.  De arkæologiske levn fra bronzealderen er omfattende og fremviser tillige mange særegne træk i forhold til det øvrige land. Det skyldes formentlig, at øen på grund at dens placering i Østersøen har haft andre handelsrelationer end resten at landet og dermed blev knyttet nærmere til Skåne, Øland og Gotland samt de nordtyske og polske områder syd tor Østersøen. Helleristningernes motiver med flåder af sejlende skibe kan måske tages som udtryk for den store betydning, søfarten havde for folk på det tidspunkt.