|
Middelalderen strækker sig fra vikingetidens ophør ca. år 1060 og frem til år 1576. Efter kristendommens indførelse omkring år 1060 opstod en ny magtfaktor, nemlig kirken, repræsenteret ved ærkebispen, hvis magt voksede betydeligt i løbet at 1100-årene.
De bornholmske rundkirkers forsvarsindretninger skal således ses i sammenhæng med disse plyndringer, men midt i 1200-tallet blussede stridighederne mellem konge og kirke op igen, og 1327 fik ærkebispen hele øen i sin besiddelse. I henved 200 år styrede bispedømmet øen via en høvedsmand, der havde Hammershus som fast opholdssted. Lübeckerne erobrede øen i 1522 og fik den i 1526 overdraget for 50 år 1576 krævede den danske konge øen tilbage og lübeckerne måtte nedlægge herredømmet og med dem forsvandt den sidste rest at middelalderens magtinstitutioner Bornholms gunstige beliggenhed ved de internationale handelsveje i Østersøen havde i middelalderen stor betydning for erhvervsforhold og økonomi.
Fra midten af 1500-årene aftog sildemængden samtidigt med, at handelsvejene blev mere vestvendte, hvorefter landbruget igen blev øens betydeligste erhverv. |
Således måtte kongen efter en konflikt i 1149 afgive 3 af øens
herreder til ærkebispen i Lund, medens han selv beholdt det fjerde - vestre herred.
Derefter herskede gode forhold mellem konge og ærkebisp, hvilket i øvrigt også var
nødvendigt for at bekæmpe vendernes plyndringer på øen.
En stor efterspørgsel efter sild, som var en vigtig spise i den
katolske fastetid, fik en mærkbar betydning. Befolkningen blev fiskebønder, og
sildefiskenet trak mange fiskere og købmænd til. Mange af de middelalderlige kulturspor
har rod i denne økonomiske opblomstring. Det gælder således rester at fiskerboder ved
øens kyster og de tilknyttede kapeller. Også dannelsen at købstæder var et udslag af
tidens handel og fiskeri.